SPROGENSE modtager næsten en halv million til udvikling af festivalens design og identitet
Sprogfestivalen SPROGENSE i Bogense, der er et unikt samarbejde mellem Dansk Sprognævn og Nordfyns Erhverv og Turisme, løfter sig til næste niveau. Festivalen har siden sin start i 2021 tiltrukket tusindvis af sprogelskere og fagfolk fra hele landet, og med ambitionen om at udvikle festivalens design og identitet har projektet nu modtaget en stor bevilling.
Projektet om udvikling af sprogfestivalens design og identitet er blevet indstillet af LAG MANK og indstillingen lyder på 468.500 kr. Denne støtte kommer som en del af en samlet bevilling til otte projekter i regionen, og Plan- og Landdistriktsstyrelsen skal endelig godkende alle projektbevillinger. Med disse midler kan festivalen nu skabe et endnu stærkere og professionelt udtryk, der både favner det folkelige og det faglige niveau, som SPROGENSE er kendt for.
Bevillingen gør det muligt at skabe et festivaldesign, der passer ind i Bogenses historiske købstad og havnemiljø. Det bliver et festivaldesign, der bygger videre på de unikke rammer og festivalens kernefortælling. Ambitionen er at tilbyde en oplevelse, der kan tiltrække endnu flere besøgende fra hele landet og give en helstøbt gæsteoplevelse med fokus på sprog, læring og samvær.
Et af de nye tiltag i arbejdet bliver desuden etablering af en læsehule, hvor børn, unge og voksne styrker deres læselyst med inspiration fra dagslyset og den friske luft. Den fysiske placering er endnu ikke endeligt afgjort, og udover den stationære læsehule, bygges der ligeledes en mobil læsehule, der dels skal bruges på festivalen og dels kan skabe læselyst rundt på hele Nordfyn og uden for kommunens grænser.
Festivalens organisering og udvikling vil fortsat ske i tæt samarbejde mellem Dansk Sprognævn og Nordfyns Erhverv og Turisme, og projektet styres af projektleder Susanne Geil, der er meget begejstret:
”Det er helt fantastisk med denne opbakning. Vi er på de 3 år nået langt med at få manifesteret SPROGENSE som en folkelig og faglig sprogfestival, og den flotte støtte er med til at bringe SPROGENSE videre til næste niveau, og det glæder mig på festivalens vegne”.
SPROGENSE har på blot tre år udviklet sig til at være fast, årlig begivenhed på Nordfyn, og fra 2025 vil festivalen blive afholdt den første weekend i maj (2. og 3. maj). Der er fortsat fokus på at skabe en festival med national appel, hvor de besøgende og sprogelskere oplever levendegørelsen og fejring af sprogets mangfoldighed, og hvor sprogforskere, professionelle kommunikatører, kommunikationsrådgivere og andre fra de sproglige fagfællesskaber deler viden, debatterer og mødes til sproglig fordybelse i en hyggelig festivalatmosfære.
Projektet skal desuden fremme brugen af genbrugsmaterialer og bæredygtige løsninger, der kan anvendes ved andre arrangementer på Nordfyn.