karin heurlin foredrag

Humor, hverdagsdrama og et strejf af Bogense

karin heurlin foredrag

Foredrag med forfatter Karin Heurlin, der har Bogense i blodet

Bogense er næsten altid med mellem linjerne, når forfatter Karin Heurlin skriver sine humoristisk og rørende romaner om det almindelige livs sorger og glæder. Hun er nemlig født og opvokset i byen, så Bogense sidder i fingrene. Ikke mindst i hendes seneste roman ”Slået hjem,” som godt nok foregår i den opdigtede provinsby Svendslev. Men kender man Bogense, vil der nok være hjørner og mennesker, man genkender. Selv holder Karin så meget af at skrive om provinsbyens karakterer, at hun den 14. maj udkommer med efterfølgeren ”Bag Brystlommen.” Og lige nu skriver hun på den tredje roman om byen, hvor folk råber ”Hils derhjemme”, og hvor man kender hinandens tab, sejre og kælenavne. Og øgenavne.

Karin har udgivet fem romaner og tre børnebøger, og de handler alle om mennesker, som kunne være vores nabo, svigerinde, ven eller et hjørne af os selv. Gennem hendes varme portrætter af menneskers fejl og mangler, skaber hun et hjemligt univers fyldt med kærlighed og forståelse for det uperfekte.

I sit foredrag vil Karin Heurlin selvfølgelig tale om sine provinsbys romaner, som er inspireret af hendes egen opvækst og gang i Bogense. Men hun vil også tale om sin roman Min Kone, hvor en pertentlig mandlig IT-driftschef kæmper med ægteskabet og det nye it-system. Og om sine populære Olga-bøger, hvor den 12-årige Olga fortæller om sin pinlige familie og forfærdelige hund, der altid bøvler med analkirtlerne.

Karin vil også tale om sin mere personlige roman, Inden du går, vil du så ikke blive lidt længere. En historie om en kvinde, som flytter ind i et dødsbo med sine to små børn efter sin skilsmisse. Her starter hun forfra. Og her sover hun på den luftmadras med elektrisk pumpe, som hendes forældre har købt til hende i Aldi. Bogen er selvfølgelig fiktion. Men Karin blev også selv skilt og flyttede i et dødsbo med sine to børn. Og sov på en luftmadras, som hendes forældre havde købt i Aldi i Bogense. Nu er Aldi i Bogense lukket. Men historien om en skilsmisse er der stadig. Både i bogen og inde i forfatteren. Selv er Karin ikke bange for at tale om det, der gør ondt. Smerten følger med i jobbet som almindeligt menneske. Og det er netop det almindelige menneske, Karin holder så meget af, at hun ikke kan lade være med at skrive om det.

Humoren er altid med, når Karin fortæller historier. Både i bøgerne og i sit foredrag. Det er nemlig med det sjove, at forfatteren fletter det alvorlige ind.

 

Fakta

Karin Heurlin er 48 år, bor i Gentofte, men er født og opvokset i Bogense.

Hun er uddannet journalist, har været vært og ideperson i podcasten ”Min Kærlighedshistorie” og har skrevet en række biografier, fem romaner og tre børnebøger.

Hun er mor til to teenagepiger og bonusmor til i alt syv voksne børn, hvis man tæller med fra både første og andet ægteskab.

Karin er i dag gift med Bo Lange.

 

Romaner

  • Inden du går, vil du så ikke blive lidt længere
  • Syv år efter
  • Du forlader mig aldrig
  • Min kone
  • Slået hjem
  • Bag Brystlommen (udkommer 14. maj 2025)

 

Børnebøger

  • Olgas Hemmelige Coronadagbog
  • Olgas jul
  • Olga holder på en hemmelighed

 

Det andet

I 2011 udkom Karin Heurlin med sin egen personlige historie i ”Hvornår er det min tur til at skrige.”

Siden har hendes personlige historie taget nogle nye veje, og hendes bøger er ikke længere selvbiografiske, men fiktive romaner. Dog tager stort set alle romanerne udgangspunkt omkring hendes egen navle. I Karins øjne er navler nemlig større, end man skulle tro. Alle har jo en.

Inden romanerne udgav hun fem biografer om meget forskellige personligheder lige fra Ole Henriksen (Et ærligt liv) til Jan Fogh (I første række).