
En udstilling der viser tre designere/kunstneres vidt forskellige visuelle og taktile sprog. Kom og få en snak med udstillerne om, hvad deres værker og produkter kommunikerer og hvordan man kan sætte ord på det visuelle og taktile udtryk.
Mød kunstnere:
Tine Rosa Ebdrup
Tekstildesigner og -kunstner. Arbejder med håndstrikkede værker til væggen inspireret af kvindekønnet, kvindekraft og feminin energi. Værkerne er strikkede af genbrugstekstiler kombineret med garn.
Lone Mandrup Stidsen, Drejerinden og Værkstedsfejeren
Designer og trædrejer. Inspirationen til produkterne kommer ofte ud af ønsket om at skabe noget, der understøtter sociale begivenheder eller at vise omsorg. Produkterne er skabt ud af upcyclet træ fra kasserede møbler og fraskær fra møbelindustrien og har historier med sig.
Anne Folehave
Som fletter er Anne hovedsageligt optaget af form, teknik og håndværket, og hun vender bestandigt tilbage til det brugbare og gedigne. Samtidig tiltrækkes Anne af modsætninger, gribes af detaljen og processen i frembringelse af ting/objekter, uden specifik funktion, på tværs af materialer.
Workshops
I forbindelse med udstillingen afholdes én workshop begge dage med fokus på de to forskellige udtryksformer, der findes i design og kunstverdenen: ”det visuelle sprog” og ”sproget om det visuelle”.