Beskrivelse
Vi støder på engelsk i reklamer, på butiksskilte, i supermarkedet, på arbejdspladsen, i skolegården, på cafeen, i supermarkedet, på restauranten, i sportsklubben, på internettet, i kærlighedserklæringer, ja snart sagt alle steder.
I dette foredrag vil Dorte Lønsmann, Janus Mortensen og Jacob Thøgersen gøre os klogere på en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse om danskernes brug af og holdninger til engelsk i 2022, og ikke mindst den udvikling de ser i forhold til en lignende undersøgelse fra slutningen af 1990’erne.
De fortæller også om en igangværende interviewundersøgelse, der viser at der findes mange forskellige og ofte modstridende holdninger til engelsks tilstedeværelse i Danmark. Foredraget er baseret på ENIDA-projektet hvor de med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond undersøger hvordan det engelske sprogs status har udviklet sig i løbet af de seneste 25 år, og hvor de ved hjælp af forskellige metoder forsøger at afdække den rolle sproget spiller i dagens Danmark.