
Sidste år var det Fedtemøg, i årene før var det ChatGPT og Kyiv og endnu længere tilbage Samfundssind og Vuvuzela. Men hvordan finder folkene inde i radioen frem til lige netop de ord? Og hvilke andre ord har været en badetøffel fra at komme først over målstregen? Som vært på DR P1’s Klog på Sprog har Adrian Hughes siden 2017 sammen med Dansk Sprognævn været tovholder på kåringen af årets vigtigste ord. Titlen peger på, at ordet skal være det, som bedst dækker hvad vi især talte om det år. Men før vinderen er kåret har der været en turnering med mange festlige og betydningsladede ord, hvoraf nogen var mere kultiske end andre. Hvem husker f.eks. hvad en ”skrivebordstomat” var?
Adrian Hughes ser i dette foredrag frem og tilbage på skønne ord; både dem som løb med laurbærrene og andre, som måske skulle have gjort det.
Samfundets udvikling gennem sproget
”Chokket over pludselig at have en fuldskala invasionskrig i Europa affødte, at mange uden for Ukraine fik øje på, at vi for længe har omtalt Kiev med byens russiske navn, og Kyiv løb derfor med sejren. Corona fik os alle til at rykke sammen, men med afstand, og Samfundssind trængte sig på, som det vi mest talte om det år. På den måde er kåringen af Årets Ord også en overvejelse om, hvad vi alle kommer til at huske netop det år for.”
Om Adrian Hughes
Adrian blev uddannet journalist fra journalisthøjskolen i Aarhus i 1987 med praktiktiden aftjent i DR’s Børne og Ungdomsafdeling. I 2 år var han på ungdomsprogrammet P4 i P1, og kom derfra til TV 2 Lorry ved kanalens start i 1989. Han vendte tilbage til DR i 1996, hvor han var med i hold af værter, som skød ”DR1’s frække lillesøster” DR 2 i luften. Siden har han arbejdet på DR 2, DR K og P1 som reporter, tilrettelægger og vært. Især har han fokuseret på kunst, kultur, historie og sprog i en lang række programmer: Smagsdommerne, Historiequizzen, Kunstquiz, KulturRådet, Kulturjournalen og Kulturfredag, Alle Tiders Historie, og senest P1’s Klog på Sprog. I 2004 modtog Adrian Hughes DR’s Sprogpris “For sikker, original og engageret sproghandling, som fastholder seerne i hans udsendelser“.
Kredit: Fotograf Sofus Graae